Den gamle Dyrekarrusel i Tivoli

Jeg fik slut 2015 den opgave at lave nyt design til den gamle dyrekarrusel i Tivoli . Jeg fik ret frie hænder , men oplægget skulle være orientalsk inspireret , da karrusellen ligger i dette  tema område .

Udfordringen var spændende , men  jeg havde også  ærefrygt for opgaven .

Men det føltes som om en cirkel blev sluttet - Da jeg var meget ung og boede i Paris , var en af mine første opgaver, at male en gammel karrusel . Jeg lagde dengang mærke til, at mange af de gamle karrusel heste var bemalet med en særlig teknik med laserende farve på sølvbund . Det gav en fin dybde og fik en til at tænke på gammeldags slikpapir . Siden dengang har jeg altid drømt om at bruge denne teknik, og det blev derfor udgangspunktet for det nye oplæg til Den Gamle Dyrekarrusel . 

 Jeg bestemte mig for at forsøge at lave et design , der ville fremhæve de fine udskårne dyr , men samtidigt skabte en luftig  baggrundsstemning , -  som om man så ud på en frodig have inde fra en marrokkansk kasbah . Der gemmer sig også et par kolibri pingviner blandt blade og blomster . Motiverne er malet på en bund af slagsølv med laserende japanlak som reflekterer lyset forskelligt alt efter hvor man står . 

Gennem hele processen har jeg samarbejdet med Marie Søegaard Tarpø og Molly Kyhl , som har bidraget med  vigtige forslag til farveholdning og komposition . Vi har hele tiden set sammen på, hvordan projektet udviklede sig og  diskuteret designet løbende . Det har været en sjov og berigende proces .